I går, lørdag, fik Yiga Ng'Okola, hvilket betyder 'Lær mens du arbejder' besøg af Ministeren for Nødhjælp og Intern Fordrevne. Anledningen var, at vi har introduceret en maskine til at producere byggeblokke ud fra almindelig jord, lidt vand og 5 - 7% cement.
Bortset fra, at det er en billig måde at producere på, er fordelen også, at lokalebefolkningen stort set kan bruge deres egen jord, når muldlaget graves væk, samt at det sparer en masse træ. Normalt bygges permanente huse af brændte mursten, der brændes i lokale "miler" og med træ. Og da flere og flere flytter i permanente huse i stedet for de traditionelle hytter, hugges der voldsomt ind på træerne.
Maskinerne her er produceret i nabolandet Kenya og opereres udelukkende ved håndkraft, så de kan bruges overalt og kræver ikke el eller benzin. Blandingen af jord, cement og lidt vand hældes i en kammer, 
låget lukkes over og ved at trykke på et langt håndtag presses en stempel op fra bunden med 8t tryk. Blokkene har fjer og not i såvel top og bund som begge ender. Derfor er det let at bygge, da det virker som legoklodser, og der skal blot bruges en tynd cementmørten for hver 5 skifte. Der skal selvfølgeligt støbes et fundament samt en 'ringbeam', en cementbjælke med jern, rundt om hele muren som afslutning på murværket.
Ministeren er interesseret, da han står for at genbosætte de ca. 2½ mill. intern fordrevne i Norduganda. Den grusomme Lord Resistance Army -LRA- er ved at være fordrevet fra området, og der er fredsforhandlinger i gang mellem dem og regeringen. Regeringen giver så de familier, der flytter tilbage tagplader til et hus, men så mangler væggene og herfra kommer ministerens interesse i maskinerne. Dertil kommer, at der skal bygges skoler, klinikker og nye administrationsbygninger. Så billigere og mere økologisk byggeri er eftertragtet. Ikke mindst af en minister, der også interesserer sig for bevarelse af naturressourcer til efterkommerne.
Så i tirsdags fik vi bekræftet, at ministeren ville komme forbi her i lørdags. Indtil et medarbejdermøde fredag morgen regnede jeg med, at det blot var for at hilse på vore 40 kursusdeltagere og se maskinerne i funktion samt tale med instruktørerne fra Nairobi. Men her tog jeg fejl. Det ville blive et større arrangement med den statslige amtsmand, amtsborgmester og -direktør, borgmester og direktører fra de 5 kommuner vi arbejder i samt bestyrelsesmedlemmer og andre samarbejdspartnere. Dertil kommer pressen: aviser, lokalradioer og nationalt TV. Med kursisterne ialt ca. 110 personer.
Intet var forberedt bortset fra at ministeren ville komme. Og det skulle løbe af stablen næste morgen kl. 9 om mindre end 24 timer. Vel og mærke et program med 9 taler foruden ministeren, overrækkelse af kursusbeviser, præsentation af maskinerne med alle produktionsfaserne fra jordanalyse til færdigt produkt og overrækkelse af maskinerne til repræsentanter for vore grupper i hver af de 5 kommuner samt indlagt forfriskning og afsluttende frokost. Her er det, jeg står af, selv om jeg er vandt til at arbejde under pres og særdeles skiftende betingelser på Esbjerg Daghøjskole. Nu har jeg været i Uganda i 7måneder og ved, at krisemanagement, det kan vi virkeligt lære hernede. At de så kan lære noget om mere langsigtet ledelse, det er vi vist ikke helt enige om.
Men ud fra fra det ene koordinerende møde gik de 4 centrale medarbejdere i gang bortset fra andet arbejde, der også skulle laves. Programmet blev skrevet. Indbydelser printet og bragt ud samt opfølgning via mobiltelefon. Køkkenet fik besked om menuen, der bl.a. bestod af matoke og ris samt 15 kyllinger, der først skulle slagtes, plukkes og renses. Lokalet det var fyldt med mursten til tørre blev tømt og rengjort. Makinerne rengjort og stillet pænt op.
Næste morgen blev bannere lavet og sat op, borde og stole sat op og pyntet, vores EDB-projektor og 'public adress system' sat op, sodavand og andet hentet i byen samt gjort rent og ryddet op. Dertil kom at vi ikke havde haft netstrøm i 48 timer og vore nødstrømsbatterier stået af kl. 23 natten før. Så generatoren blev sat igang. Den kan ikke trække kopimaskinen. Så en 3. tur til byen for at få kopieret programmet, så talerne kunne se, hvornår og hvor lang tid de skulle tale.
Hvordan gik det så? Ja, hvis ministeren og gæsterne var kommet kl. 9, så havde vi ikke været færdige, men bortset fra amtsmanden,der altid er rimelig præcis og den anden europæer foruden mig, så kom folk først fra 10.30 tiden og ministeren lidt over kl. 11.
På nær 2 kom de indbudte gæster, der skulle tale med under 20 timers varsel. Kunne det lade sig gøre med borgmestre og kommunaldirektører i Danmark. Bortset fra forsinkelsen forløb programmet som planlagt, og forsinkelsen er planlagt, da der her er Afrikatid og klokke-tid. Kursisterne præsenterede produktionsfaserne helt perfekt og maden var superb. Ikke mindst når man ved ,at den er forberedt over 3 trækulsbækkender -djiko'er- på gulvniveau i et 8 m2 stort rum. Der er heller ikke indlagt vand, så vores vandleverandør cyklede frem og tilbage med sine gule 20-30l vandbeholdere i et væk.
Ministeren tog til et nyt arrangement ved 3-tiden og efter diverse andre opgaver kørte jeg en gruppe til 
Kakoro med deres maskine samt 4 mand på ladet foruden de 6 mand og mig selv inde i bilen. En tur i silende regn og delvis i mørke ad fedtede grus- og jordveje. Da jeg kom tilbage til Yiga Ng'Okola ved 20-tiden var bogholderen ved at afregne udlæg med de sidste medarbejdere. Også jeg fik dagens udlæg refunderet, før vi satte kursen mod byen.
Så jeg efter en begivenhedsrig dag kunne jeg Skype med Karen Marie hjemme i Danmark samt spise en portion pulversuppe. Se det var et ministerbesøg.
Hej Ejnar,
Jeg fandt din blog ved et tilfælde, men blev helt opslugt af at læse om de spændende projekter du arbejder med.
Hav et rigtig godt nytår :-)
// Mette
Posted by: Mette | torsdag 31 december 2009 at 13:12:41 Africa/Kampala